Opstandelse 

Kom! Hjerte! Med hvad dødt du har!
Kom!
Her er opstandelse!
Med sin død har han trådt døden under fode.
Herren gav sit liv.
Herren tog sit liv. 
Kristus er opstanden!
Kom hjerte kom med hvad dødt du har.
For nu er porten til alt det du håber på åben!


Kvinderne kom ud til graven; Maria Magdalene og den anden Maria. Det var dagen efter sabbaten. Det var blevet hverdag igen, det troede de i hvert fald, at nu var de ovre helligdagen, og nu kunne de igen gå til deres dagligdags gøremål, som fx at tilse sine grave.  De vidste ikke endnu, at det var slet ikke blevet hverdag. Tværtimod.
Det de var på vej ud til ville blive grunden til at søndag fremover ville være ugens særligste dag, og at denne morgen ville være den særligste morgen nogensinde.
Kvinderne kom ud til graven. De kom, som man kommer til de grave man har, de kom med sorg og med savn og med forvisning om, at her har døden taget det fra os, der engang var selve livet.
Derinde bag stenen, forseglet i mørket, der var døden.
Og de ville stå magtesløse overfor det, de havde mistet, og de ville passe graven og arbejde sig igennem deres sorg. Derinde bag ved stenen herskede alene døden.
Sådan kom de til graven.
Og i stedet for at finde en lukket grav, fandt de en åben dør.
I stedet for at finde den døde, fandt de bud om, at her havde Gud og livet sejret!

Kirkefaderen Peter Chrysologus, som levede i Ravenna i det femte århundrede, reflekterer over dette, at engelen rullede stenen bort fra gravåbningen, og siger:
"En engel steg ned og væltede stenen fra. Han væltede ikke stenen fra for at give Herren muligheden for at undslippe, men for at vise hele verden, at Herren allerede var opstået.
Han væltede stenen fra for at hjælpe os til at tro, ikke for at hjælpe Herren med at opstå fra de døde. Han væltede stenen fra for troens skyld, fordi den var blevet rullet hen foran gravens åbning på grund af manglende tro.
Han væltede stenen fra for at han, som tog døden til fange, kunne få selve livet som sin titel. Brødre, bed om, at englen også i dag vil stige ned for at vælte al hårdheden fra vores hjerter, og for at åbne alle vore låse ved at sige til vores sind og tanke, at Kristus er opstået."
Det er den gamle kirkefaders bøn, som også må være for os, at vi kan høre.

Kom! hjerte! Med hvad dødt du har.
Kristus er opstanden.
Døden er ikke den sidste herre.
Hvad der er at sige om livet, og om det du elskede, er, at det er nu i Guds hænder.
Påskemorgen er Guds ja!

Guds ja til Jesus, han er Kristus, Guds søn, hvad han sagde og gjorde er sandt og Guds vilje.
Mange gange og på mange måder har Gud bekræftet at Jesus er Guds søn. Opstandelsen er Guds tydeligste ja til Kristus.

Påskemorgen er Guds ja til os.
Det er hans ja til os, selv når vi siger nej.
Stenen for graven var et nej til at tro, at Guds magt skulle kunne række så langt som helt derind.

Men mørke og død og håbløshed er ikke vores herrer. Det er ikke disse, der kommer til at afgrænse vores liv. Det er ikke i skyggen af disse, vi lever.
Opstandelsen er Guds ja til os:
Opstandelsen er tegnet på, at Guds magt er langt større end vores magtesløshed.

Skal vi tro, det er sandt? Nej, det skal vi ikke, men det er en mulighed, Gud har givet os.

Tør vi tro, at det er sandt?
Ofte sikkert ikke.
Men også det nej, det lille nej, der bor i hjertet, troen på, at vi alligevel tilhører håbløsheden, også det nej, vil Gud gå imod med sit ja.
For det er ikke os, der er herrer over Guds ja og livet og opstandelsen.
Det er Gud.
Og det er heri al trøst og alt håb har sin rod.

Saml dit mod, hjerte!
Kristus er opstanden.

  Af Lotte Boas

  Aktivitetskalender  
  Se flere datoer    
 Kirkeåret 
 
Trinitatis
Trinitatis. Trinitatis er den ”grønne tid” i kirkeåret, det vil sige den tid, hvor den liturgiske farve, farven på præstens me...
Læs mere 
  Præstens side  
  Prædikener, artikler og dagens tekst
Læs mere 
  Praktiske oplysninger  
 
Dåb
Anmeldes til kirkekontoret, der henviser til den præst, der skal foretage dåben. Derefter aftales samtale med præsten.
Læs mere